tirsdag den 14. oktober 2014

Refleksion

Jeg har egentlig ikke selv benyttet blog som refleksionsværktøj i mit arbejde eller privat, men jeg har fulgt bloggen Kemoland gennem de sidste par år.
Det er en anden situation, som også har været tæt på min familie, hvilket også er grunden til at jeg har fulgt den.
Jeg kan godt se, at den er brugt som et værktøj ikke bare til refleksion, men også som en måde at kommunikere ud, hvordan det går. 

Jeg er i øjeblikket vejleder for en række adjunkter på mit akademi, og jeg kunne godt overveje at indføre anvendelsen af blog i min kommunikation med adjunkterne, først og fremmest fordi, jeg derigennem kunne etablere et fælles refleksionsrum for dem. Vi er spredt ud over mange adresser, og det er svært at holde kontakten i hverdagen.

I det hele taget ser jeg ret store muligheder for anvendelse af blog i mit arbejde, da jeg arbejder meget på tværs i organisationen, og netop via bloggen er der nogle muligheder for erfaringsudveksling, formidling og refleksion, som vi ikke har i mail korrespondancen. Jeg skal bare lige have fundet vejen til at få folk til at melde på endnu en platform, det kan godt være svært i en travl hverdag.

mandag den 13. oktober 2014

RSA Paradimeskift i udannelser


Jeg vil tro, at de fleste skolefolk efterhånden har set nedenstående video. Jeg tager den med i dette indlæg alligevel. Jeg kan så godt lide den, og for mig at se, er vi rigtig gode til at anerkende budskabet i videoen, men vi har rigtig svært ved at ændre noget. Det har ikke - tror jeg - noget at gøre med, hvorvidt vi har de teknologiske muligheder eller ej, men hænger sammen med den menneskelige faktor og politiske beslutninger - og den undskyldning det politiske giver os.

Jeg har arbejdet med korte videregående uddannelser i nogle år efterhånden, og har brugt en del tid på at diskutere eksamensafholdelse. Diskussionen går først og fremmest på, hvordan vi forhindrer de studerende i at "snyde", hvis de kan gå på nettet.

Jeg undrer mig stadig over, at vi ikke bruger de muligheden, der er i dette overflødighedshorn af viden i undervsiningen - og begynder at uddanne vore studerende til at blive rigtig gode til at finde og vurdere kvalitetten og anvendelsen af information på fornuftig vis, i stedet for at undervise og udprøve dem på samme måde, som vi altid har gjort.

Jeg underviser ikke i øjeblikket, men arbejder med mange andre ting, som er relateret til undervisning. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan jeg skal kunne komme gennem en arbejdsdag, hvis ikke jeg har adgang til at søge informationer på nettet, og jeg mener egentlig ikke, at jeg snyder ved at finde den nødvendige information på lettest mulig måde.


Sociale medier i klasserummet

Diskussionen på lærerværelset har allerede før Facebook handlet rigtig meget om, hvordan vi skal forholde os til, at elever og studerende er på Facebook.
Der er mange løsninger i spil - de hyppigste er nok. Sluk for nettet eller brug de sociale medier i undervisningen.
Begge løsninger er efter min overbevisning lige dårlige. Hvis vi slukker for nettet afskærer vi os selv fra at inddrage de elektroniske medier i undervisningen, hvilket ikke giver mening. Vi kan ikke uddanne til en verden uden IT. Hvis vi i stedet prøver at inddrage Facebook, f.eks. ved at oprette en profil eller side og vil have eleverne til at hoppe på her, står de af. Det er meget forståeligt, fordi vi på den måde invaderer deres private rum. De unge er allerede på vej væk fra Facebook, og på vej over til andre medier, hvor de ikke møder deres forældre, bedstemødre - og lærere. Vi skal ikke være på deres legeplads.

fredag den 5. september 2014

Fjernundervisning


Den til enhver tid siddende regerings målsætninger vedrørende uddannelse og internationalisering bliver med anvendelsen af web 2.0 og blogs i undervisningen meget nemmere at nå.
Et af de gode eksempler herpå er On line service økonom, som udbydes af UCN. Her bliver det muligt for de studrende at bo og arbejde i udlandet samtidig med at de tager uddannelsen.
Et andet eksempel er Innotour.com. INNOTOUR er en Web 2.0 platform for uddannelse, forskning og udvikling af erhvervslivet i turismen, og et eksperimenterende mødested for akademikere, studerende og virksomheder. INNOTOUR er baseret på indhold skabt af brugerne. Dette site er ikke skabt med fjernundervisning for øje, men netop som et mødested.
Dette er to eksempler de tilgange man kan have ift. anvendelsen af IKT. Skal vi bruge det til fjernundervisning - det er prøvet mange gange, men meget varierende succes, eller skal det understøtte det akademiske arbejde, blandt andet som et mødested og diskussionsforum?